fbpx

nilsgisli.dk

Velkommen til mit video-blog-projekt

G:talks er et non-profit projekt, som jeg har søsat for at tilfredsstille min egen nysgerrighed og for at udleve en af mine egne drømme. Og kan mine talks være til inspiration for dig, vil det være optimalt for mit projekt og for mig som person.

Velkommen til

Med venlig hilsen
Nils Gisli

 

Hvorfor G:talks?

Mit mantra har altid været ”Drømme skal ikke drømmes – de skal udleves”.
Et mantra jeg i virkeligheden begyndte at efterleve som meget ung, inden jeg fik sat ord på det der i dag er mit mantra.

”Hvad drømmer du om at arbejde med som voksen, Nils” – spurgte min erhvervsvejleder i folkeskolen. Det er her alle andre ville svare ”politibetjent”, ”brandmand” eller måske ”soldat”. Men sådan havde jeg det ikke. Mit svar var: ”Jeg vil gerne være soldat, politibetjent, sælger, journalist, elektronikmekaniker og kameramand”. Det mente min vejleder ikke, at jeg kunne og han sagde at jeg skulle vælge én af mine drømme og udleve den, da det jo handlede om den rette uddannelsesretning og andre kedelige begrundelser.

Han havde ikke ret, for i dag har jeg arbejdet med et hav af forskellige projekter og jobs – og jeg har langt fra fundet ro i sindet til at leve det liv erhvervsvejlederne fortalte mig, at jeg skulle leve.

Her kommer så mit andet mantra: ”Jo større en udfordring – jo større en sejr”.
At udleve sine drømme ER en stor udfordring. Normerne dikterede engang, at man skal leve sit liv på en bestemt måde, hvilket absolut ikke passede ind i mine normer. For mine vikinge-gener har altid spillet mig et puds og jeg har altid haft lyst til at opleve og udfordre verden – hvilket jeg har gjort – på trods af at normerne pegede i en anden retning.

Jeg har levet et liv, som jeg selv ønskede det. Jeg har udlevet mine drømme, eller i det mindste forsøgt at udleve dem. Det er ikke alle drømme der kan udleves, men jeg er overbevist om at jeg har fundet ro i sindet, ved at jeg i det mindste har forsøgt. På den måde ender jeg ikke som en gammel sur mand, som fortryder ikke at have gjort det han drømte om. Det vil for mig være den værste måde at dø på, at fortryde at man ikke fik gjort det man drømte om.

Men hvorfor så G:talks?

Som voksen har jeg fundet ud af, at det ikke er alle mennesker der udlever deres drømme. Nogen vælger at lade normerne diktere vejen for en, hvilket til tider kan ende i frustration eller desperation. Andre gange ender det skam også i lykke, men så er det nok fordi normerne ikke lå så langt fra de drømme man havde. Men mange følger ikke deres drømme – og jeg er interesseret i at finde ud af hvorfor.

Hvad er det, der får folk til IKKE at udleve deres drømme? Eller i al fald til at forsøge?

På den anden side kender jeg også et hav af mennesker, der udlever deres drømme. Jeg har mødt spændende mennesker på min vej, der alle har fortalt historier om deres liv, samt hvordan de udlever deres drømme. Og faktisk har jeg mange af disse mennesker i mit netværk på Facebook, hvilket jeg sad og hyggede mig med en dag.

Jeg kender jo faktisk mange personer, der forsøger at udleve deres drømme. Personer der har spændende beretninger at fortælle og som ofte også har et andet syn på livet end jeg har. DET er spændende.

Det var den nysgerrighed der skabte interessen. Jeg satte mig for at lave en slags researchprojekt, hvor jeg taler med mit netværk om at udleve drømme. Hvorfor kan de? Hvad driver dem? Forstår de dem, der ikke tør udleve sine drømme? Kan sådan en research mon hjælpe andre? Og hvad kan den give mig selv?

Nysgerrigheden overvandt mig og jeg besluttede mig for at kaste mig over udfordringen – også selv om den ikke er nem.

Da jeg tidligere har haft et produktionsselskab og en lokal tv-station, lå det lige til højrebenet at lave det som video-interviews. En blog med video-interviews, hvilket man i dag kalder for en vlog – en forkortelse af ”video blog”.

Jeg begyndte at skrive en liste af navne fra min Facebook-venneliste. Og den liste blev virkelig lang. Hvor skulle jeg begynde? Hvad var min plan?

Kort tid efter havde jeg tilmeldt mig SEEDSTER i det sydlige Spanien, hvor iværksætteren Jesper Buch havde inviteret en masse af hans venner til at holde oplæg og lave workshops for godt 300 danske iværksættere. DET skulle jeg ikke gå glip af. Det lugtede langt væk af eventyr og muligheder, så derfor skulle jeg også med.

Iværksætteren og multikunstneren Jacob Risgaard, som jeg kender fra min tid hos Pixel.tv, skulle til SEEDSTER som foredragsholder, hvor han blandt andet skulle fortælle om sit iværksættereventyr med COOLSHOP. Dét var oplagt; jeg skulle da lave et interview med ham. Jeg skrev til Jacob, der hurtigt vendte retur. Selvfølgelig ville han det. Og NU var jeg på den, for jeg havde slet ikke styr på det tekniske. Der blev indkøbt 2 stk. SONY 4K-kamera, der sammen med min Samsung S8 og en masse andet tv-udstyr, skulle danne rammen for min nye idé – videobloggen G:talks.

SEEDSTER blev min ilddåb, hvor jeg fik nogle gode talks i hus. Desværre også en enkelt hvor lyden ikke kom med. Men det er hvad der sker, når man kaster sig ud i at udleve sine drømme. Fejl opstår, men heldigvis er der flere succeser end nederlag, hvilket driver mig til at fortsætte dette research/videoblog-projekt, som gerne skulle ende ud i en eller anden konklusion fra min side.

Jeg håber at kunne indsamle en masse spændende viden fra mange forskellige personer, der måske kan være til inspiration for nogen – og som bare kan være ”en god historie” for andre.

G:talks er mit projekt. Et non-profit projekt jeg laver for min egen skyld og som jeg ikke skal tjene penge på. Dog håber jeg, at folk synes SÅ godt om mine talks, at de alligevel gerne vil give lidt igen. Og det har jeg selvfølgelig også tænkt på. Den mulighed skal I selvfølgelig have i form at donationer til en af mine drømme.

Fra drøm til håb

En af mine store drømme er at bygge en skole i Filippinerne – og det er en drøm jeg udlever.

Fra Santa Fe i Filippinerne, hvor vi bygger en skole. Et håb bliver til en drøm. En drøm der skal udleves.

I 2014 startede jeg HOPE Project – Denmark sammen med 4 gode venner.

Vi bygger en skole i et område i Filippinerne, der i 2013 blev ramt af supertyfonen Haiyan. En tyfon der ramte med op til 275 km/t, hvilket førte til tsunami-lignede oversvømmelser og Haiyan efterlod tusindevis af døde og hundredetusinde uden et tag over hovedet.

Det er DEN drøm I gerne må støtte. For støtter I den, støtter I mig i at udleve en drøm. Og det vil jeg virkelig sætte pris på.

I kan melde jer ind i vores forening eller give en donation til vores projekt. Uanset hvad I vælger, så sætter jeg pris på al den støtte vores projekt kan få. For HOPE Project er mere end bare at udleve en drøm. Det er at skabe håb for mennesker, der en dag kan blive til en drøm om noget større.

 

G:talks samler ind til
HOPE Project via Facebook

KLIK HER – OG STØT INDSAMLINGEN

 

Velkommen til G:talks

 

 

Facebook Comments